IPv4 bruger 32-bit adresser, hvilket betyder, at der er ca. 4,3 milliarder unikke adresser til rådighed. En IPv4-adresse består af fire separate oktetter (f.eks. 192.168.0.1), hvor hver oktet er et tal mellem 0 og 255. Disse adresser bruges til at identificere enheder, der er tilsluttet til internettet, såsom computere, routere, mobiltelefoner og andre netværksenheder.
På grund af den begrænsede adressekapacitet er IPv4-ressourcerne ved at blive udtømt. Den store stigning i antallet af internetforbindede enheder og det konstante behov for nye adresser har ført til udviklingen af IPv6, der tilbyder en langt større adresseplads.
IPv4 understøtter grundlæggende netværksfunktioner, herunder pakkeopdeling, routing og levering af data fra afsender til modtager. Protokollen har også indbyggede sikkerhedsfunktioner såsom IPsec til at kryptere og autentificere netværkstrafikken.
Selvom IPv6 gradvist bliver vedtaget for at erstatte IPv4, vil IPv4 stadig være i brug i lang tid fremover. Derfor er der også mekanismer som Network Address Translation (NAT), der giver mulighed for at oversætte IPv4-adresser til IPv6 og omvendt, for at sikre kompatibilitet mellem de to protokoller.
